Skovbrugsmesterskaberne skruer op for sværhedsgraden på Have & Landskab

Med både større præmier og højere sværhedsgrad end nogensinde er der lagt op til et brag, når Skovbrugsmesterskaberne afholdes på Have & Landskab i år.
Den velkendte lyd af arbejdende motorsave kommer igen til at klinge over Have & Landskab, når udstillingen samler op mod 12.000 fagfolk fra den grønne branche på Ledreborg Slot den 3. til 5. september. Selve Skovbrugsmesterskaberne finder sted fredag, hvor 10-12 elever fra uddannelsen til Skov- og naturtekniker skal dyste om både æren og de største præmier i konkurrencens historie.
Dermed bliver endnu en faglig aktivitet tilføjet den allerede lange liste over grunde til at besøge Have & Landskab i år. For Skovbrugsmesterskaberne kan noget helt særligt, fortæller underviser Matias Skov Jonesen fra Skovskolen – Københavns Universitet, der står for arrangementet.
”Det viser faget frem på en fed måde. Samtidig er det tydeligt, at eleverne bliver dygtigere af at deltage, og både vi arrangører og eleverne selv synes, at det er sjovt, ganske enkelt. Og der er stor opbakning fra de andre fagfolk og ikke mindst elever, som helt sikkert også kommer og hepper,” understreger Matias Skov Jonesen.
Han fortæller, at konkurrencen er den samme, selvom sværhedsgraden bliver højere på Ledreborg Slot i forhold til tidligere konkurrencer. Eleverne skal dog stadig igennem fem discipliner, som alle er typiske skovarbejderopgaver.
”Vi har skruet op for sværhedsgraden for at gøre det lidt mere interessant, og så de dygtigste kan bevise deres værd. Desuden er det naturligt, at konkurrencen udvikler sig, og ikke mindst er sponsorpræmierne jo helt vanvittige i år. Så der er noget at dyste om,” siger Matias Skov Jonesen.
Med de største præmier nogensinde bliver de unge taget alvorligt
Skovbrugsmesterskaberne bringer noget af det, som gør en fagmesse til en helt særlig oplevelse – liv, begejstring og arbejdende faglighed – forklarer Bent Tangemann fra Have & Landskabs bestyrelse.

”På sidste have & Landskab trak konkurrencen hele tiden folk til, og det var fedt at se de unges engagement. Og vi ved jo, at alle bliver bare draget mod messeaktiviteter, som man kan høre i det fjerne,” fortæller Bent Tangemann, som desuden er direktør i Vermeer Danmark.
Virksomheden havde en stand nær Skovbrugsmesterskaberne på sidste Have & Landskab. Derfor ved Bent Tangemann også, hvad han går ind til i år, hvor Vermeer har valgt at være sponsor for konkurrencens førstepræmie, et gavekort på hele 25.000 kr. til webshoppen www.arborist.dk. Husqvarna står for 2. præmien, en Husqvarna 572 XP motorsav til 13.999 kr., mens Stihl sponserer 3. præmien, en STIHL MS 271 motorsav til 6.000 kr.
”Det er store, flotte præmier, men jeg synes også, at det er nødvendigt at bakke op, for det er ekstremt vigtigt, at vi gør os synlige som branche. Det hjælper Skovbrugsmesterskaberne til. Og store konkurrencer med meget på spil giver bare et særligt drive og viser de unge, at vi tager dem alvorligt,” siger Bent Tangemann.
Bliver 3. gang lykkens gang for Andreas?

Skov- og naturteknikerelev Andreas Møller Hansen er en af dem, som ikke kan holde sig væk fra Skovbrugsmesterskaberne. Han er i praktik hos Naturstyrelsen Sønderjylland og har allerede deltaget i to tilsvarende konkurrencer og ser frem til sin tredje tur i manegen.
”Først og fremmest er det en fed sport, og jeg kan godt lide at vise faget frem. Det er som om, at der mangler kommunikation mellem os i skoven og så den almindelige dansker, og derfor er Skovbrugsmesterskaberne en god idé,” siger Andreas Møller Hansen, der godt kan forestille sig, at hans kollegaer fra Sønderjylland lægger vejen forbi for at heppe – og naturligvis se på alt det nye, som have-, park- og anlægssektoren har at byde på.
Af konkurrencens fem discipliner er han særligt glad for sværdvending, som sjovt nok er den eneste, hvor man hverken arbejder med træ eller har motorsaven tændt.
”Til gengæld kan du øve, når det passer dig, og det er stor fordel. Jeg kan jo ikke gå rundt og fælde træer hele tiden for at træne til dén disciplin,” pointerer Andreas Møller Hansen.
Netop træfældning har han dog alligevel øvet på siden sidste år, hvor han kom på 5. pladsen i en tilsvarende konkurrence i Tivoli. Her faldt hans stamme for langt fra den målepind, som deltagerne skal forsøge at ramme i disciplinen fældning. På Langesømessen i 2024 kom han tættere på og løb med sølvmedaljen. Men til Have & Landskab ’25 på Ledreborg Slot håber Andreas Møller Hansen på at kunne gøre det endnu bedre. Som han siger:
”Det er jo rart at have bragging rights overfor klassekammeraterne”
LÆS MERE OM KONKURRENCEN, DISCIPLINERNE OG REGLERNE HER.
FAKTA: Have & Landskab ’25
Fagudstillingen Have & Landskab afholdes ulige år og finder sted på Ledreborg Slot 3. til 5. september 2025 kl. 09:00-16:00 alle tre dage.
Udstillingen er gratis at deltage i for fagfolk. Du kan hente din gratis billet til Have & Landskab ’25 HER.
Er du interesseret i at udstille på HL25, kan du læse mere i salgsbrochuren HER og bestille stand HER.
Have & Landskab er ejet og arrangeret af branchens fire centrale aktører: Danske Anlægsgartnere, Maskinleverandørerne – park, vej og anlæg, Danske Planteskole og Københavns Universitets Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning.
Første udgave af Have & Landskab blev afholdt i 1992. Næste udgave blev afholdt i 1995 og siden da har udstillingen været afholdt i alle ulige år. Fra 1992 til 2001 blev Have & Landskab afholdt et nyt sted i landet hver gang, men fra 2003 til og med 2023 havde udstillingen til huse ved ZBC Jernbjerggaard i Slagelse.
Have & Landskab havde 278 udstillere og 11.661 besøgende ved sidste udstilling i 2023.
Følg med på udstillingens profiler på Facebook, LinkedIn og Instagram.