Regionsmesterskaber for struktører på HL23
Oplev Østdanmarks ti bedste anlægsstruktør-elever i aktion alle tre udstillingsdage på Have & Landskab ’23, når Regionsmesterskaberne for struktører for første gang afholdes på Skandinaviens største fagudstilling for den grønne branche.
En anlægsstruktør skal både kunne lave kunstfærdige belægninger og tage sig af rørlægningen under bærelaget, og det skal eleverne fra fem sjællandske skoler i dén grad bevise, når de kaster sig over mesterskabsopgaven, fortæller uddannelseskonsulent John Hvass fra Byggeriets uddannelser, der står bag konkurrencen og også udfærdiger opgaven.
”Vi løfter først sløret for selve opgaven et par uger før, at Have & Landskab går i gang den 30. august, men jeg kan allerede nu afsløre, at der kommer til at være mange tilpasninger og forskellige materialer, der gør det sværere, og nogle niveauforskelle, som de skal ramme. Og selvfølgelig også en del med rørlægning. Niveauet bliver højt, nok lige under sværhedsgraden til selve Danmarksmesterskaberne på Skills,” siger John Hvass.
Der konkurreres i kvalitet, overblik, hurtighed og præcision på et meget højt niveau, og derfor skal eleven: 1) Kunne arbejde under tidspres. 2) Kunne organisere sin opgave og disponere sin tid. 3) Kende sit fag og materialer rigtigt godt. 4) Være både psykisk og fysisk i topform. 5) Være særdeles fortrolig med tegning og tegningsforståelse.
De ti anlægsstruktørelever kæmper sammen to og to fra hver af de deltagende skoler – ZBC Jernbjerggaard, NEXT København, Roskilde Tekniske Skole – Vilvorde, EUC Nordvestsjælland og EUC Sjælland.
På spil er en plads i finalen til Danmarksmesterskaberne i Skills i Roskilde den 18. til 20. april 2024.
Stor succes med mesterskaber på HL21
Det bliver ikke første gang, at Have & Landskab lægger arealer til landets dygtigste lærlinges dyster. Ved seneste udstilling i 2021 blev der både afholdt Danmarksmesterskaber for anlægsgartnere og brolæggere, og det er de erfaringer, som man bygger videre på til årets Regionsmesterskaber, fortæller John Hvass.
”Det var en stor succes af afholde Danmarksmesterskaberne på sidste Have & Landskab, både blandt publikum men også hos eleverne. Normalt afholder vi Regionsmesterskaberne ude på skolerne, men der er ikke samme opmærksomhed og publikumsdeltagelse, så det bliver noget helt særligt at se eleverne kæmpe om finalepladsen midt i det samlingspunkt for hele branchen, som Have & Landskab er,” lyder det fra John Hvass.
Aldrig færdig med at lære
Under Danmarksmesterskaberne på HL21 kom der mange friske kommentarer til de arbejdende lærlinge fra garvede fagfolk. Det tog de unge i stiv arm, fortæller John Hvass og pointerer, at selvom man har været i faget i mange år, er der stadig god grund til at holde øjnene åbne, når man kommer forbi de arbejdende stande.
”Nogle svende tror, at de er færdige med at lære, når de er udlært. Men svendebrevet er kun første store udfordring i ens læringsliv. Vi har et motto om at man skal lære hele livet, og særligt i disse år er der flere og flere muligheder for at videreuddanne sig i AMU-regi, for verden ser allerede anderledes ud og kommer til at ændre sig mere og mere fremover. Og det gælder også fagenes opgaver og teknikker,” understreger John Hvass.
Have & Landskab vil offentliggøre opgaven, som eleverne skal kaste sig over, så snart den er klar til august. Hold øje på www.haveoglandskab.dk og på vores sociale medier.
Se et eksempel på en anlægsstruktør-opgave fra seneste Skills HER.