Beskrivelse
Videntjenesten stiller årtiers forskning fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet til din rådighed. Her arbejder forskere og rådgivere bl.a. med by, park, skov og landskab.
Der er tale om forkortede forskningsresultater indenfor så forskellige emner som belægningsteknik over skovrejsning til løsningen af de store udfordringer, klimaforandringerne giver os.
Videntjenestens kerne er de videnblade, som bliver udarbejdet på baggrund af forskningen. Tjenesten er abonnementsbaseret, men efter få år bliver de enkelte videnblade frigivet og dermed gjort tilgængelige for alle.
Skulle du har brug for den nyeste viden om park, landskab, skov, natur, kirkegårde og pyntegrønt findes der en række abonnementer til netop din niche og virksomhed og naturligvis særlige abonnementer for studerende. Et abonnement åbner også for mulighede for dialog med roskere og rådgivere, rabat på udvalgte arrangementer samt adgang til nyhedsbrevet der samler det hele.
Videntjenesten for By, Park og Landskab formidler kvalitetssikret og let tilgængelig viden fra Sektion for Landskabsarkitektur og Planlægning på Københavns Universitet. Målgruppen er kommuner, tegnestuer, virksomheder, organisationer og myndigheder, der gerne vil træffe videnbaserede beslutninger i det daglige arbejde.
Videntjenesten for Skov, Natur og Pyntegrønt formidler viden fra Sektion for Skov, Natur og Biomasse. Målgruppen er skovejere, naturforvaltere, organisationer, producenter af juletræer og pyntegrønt og andre fagfolk med interesse for området.