Maskinleverandørernes Innovationspris: Flere maskinnyheder end nogensinde på HL23

Flere maskinnyheder end nogensinde på HL23 til Maskinleverandørernes Innovationspris

Hold øje med skilte og markeringer med de lysende idé-tandhjul på HL23. De markerer om der er tale om en Verdensnyhed (tre tandhjul), Danmarksnyhed (to tandhjul) eller en Firmanyhed (ét tandhjul).

Rekordmange nyheder vil stå samlet i Slagelse, når Maskinleverandørernes Innovationspris bliver kåret onsdag den 30. august 2023 på Skandinaviens største fagudstilling for den grønne branche – Have & Landskab.

Hele 28 maskiner er blevet indstillet til konkurrencen, og heraf er 8 Verdensnyheder, 19 Danmarksnyheder og en enkelt maskine i kategorien Firmanyheder. Der har aldrig været indstillet så mange nyheder i konkurrencen før, og det er et tegn på en branche, der ikke står stille, mener branchedirektør hos Maskinleverandørerne, Klaus Nissen.

”Det er den rivende, teknologiske udvikling, der slår igennem indenfor snart sagt alle maskinkategorier. Og at hele otte verdensnyheder dyster om prisen viser bare, at der virkelig bliver noget at komme efter for branchens fagfolk,” fortæller Klaus Nissen og pointerer, at der især indenfor eldrift er sket meget siden sidst.

”Hvor det tidligere var de små maskiner, som blev tilgængelige i elektriske versioner, er porteføljen virkelig blevet udvidet. Vi ser større og tungere maskiner på el og mere kraft og længere rækkevidde. Også helt nye kategorier som snerydningsudstyr er begyndt at komme på banen. Det betyder bare, at mulighederne for virksomheder og kommuner, der gerne vil med på bæredygtighedsbølgen, bliver flere og flere. Så vi glæder os til at præsentere det hele samlet i Slagelse i sensommeren,” siger Klaus Nissen.

På HL21 vandt NOMACO Danmark A/S førstepladsen i kategorien “Øvrigt materiel” (foto) mens GMR maskiner A/S vandt førstepladsen i kategorien “Små maskiner”. Også på HL23 bliver der dystet i to kategorier

Konkurrencen er opdelt i en kategori for ”Små maskiner”, hvor ni maskiner er indstillet og en kategori for ”Øvrigt materiel”, hvor de resterende 19 maskiner dyster. ”Små maskiner” dækker over håndholdte maskiner, robotter, walk-behinds og ridere, mens ”Øvrigt materiel” dækker alt andet.

Ekspertudvalg ser frem til øjenåbnere

De mange indstillede maskiner bliver vurderet af et uafhængigt ekspertudvalg af fagfolk. Juryen består i år af teknisk leder i Esbjerg Kommune, Michael Nygaard, anlægsgartnermester Troels Skov Larsen fra Skov Larsen ApS og stifter og medindehaver af stuboggren.dk, Nickolai Schlechter. Sidstnævnte er det nyeste medlem af udvalget, og han glæder sig til at se nærmere på hele viften af innovative maskiner til den grønne branche.

”Det er altid superinteressant at komme på Have & Landskab og se udviklingen indenfor vores eget felt, men som dommer kommer jeg også til at nærstudere udviklingen i andre dele af faget, og jeg kan allerede nu se, at der er nogle øjenåbnere. Der kommer nogle helt nye ting på banen denne gang. Ikke kun elektrificeringen, som naturligvis og heldigvis breder sig, men også virkelig nyskabende idéer,” fortæller Nickolai Schlechter.

Maskinleverandørernes Innovationspris kåres klokken 13:00 onsdag den 30. august i det store telt på Maskinmarken. Her får ekspertudvalget lov til at inspicere maskinerne fysisk, inden de foretager deres endelige vurdering, og det er en kæmpe fordel, mener Nickolai Schlechter.

HA Fog A/S har to Verdensnyheder på standen. Denne FURY MeanGreen fuldelektriske ”stand on”-klipper og saltsprederen Hilltip Smartstrike der automatisk kan tilpasse sig de nøjagtige vejforhold i realtid – både netop nu ud fra sensorer og fremadrettet ud fra vejrudsigten.

”For os maskinnørder er det fint at læse en masse beskrivelser og se dataark, men det kan ikke erstatte den håndgribelige oplevelse af maskinen. Man er nødt til at sparke dæk og mærke maskinens kvalitet og se og prøve de påståede revolutionerende tiltag selv for at kunne give den rigtige bedømmelse,” siger Nickolai Schlechter.

Fuldelektrisk saltspreder som kender vejrudsigten

En af de udstillere, der har indstillet maskiner i begge kategorier, er HA Fog A/S. Virksomheden fik faktisk førstepladsen i Maskinleverandørernes Innovationspris på Have & Landskab i både 2017 og 2019 men måtte ”nøjes” med en andenplads i 2021. I år håber indehaver Karsten Fog dog på at bytte sølv til guld i Slagelse.

”Vi har indstillet en fuldelektrisk saltspreder fra Hilltip, som har det helt nye Strikesmart-system. Og jeg vil vædde på, at der er ingen, der har hørt om det her før. Den er GPS kontrolleret, så du automatisk har fuld dokumentation, men det banebrydende ved Strikesmart er, at den automatisk henter vejrudsigten ned til systemet, så den tager højde for de kommende timers udvikling. Og samtidig har den en sensor som i realtid måler vejens forhold og kan tilpasse doseringen til de virkelige forhold, og du kan sidde hjemme på kontoret og ændre indstillingerne på saltsprederen, mens den er ude at arbejde. Chaufføren kan vælge selv at ændre indstillingen eller bare lade Strikesmart stå for at bestemme, om der skal bruges saltlage, befugtet salt eller tørsalt. Og både for økonomi og miljø og ikke mindst sikkerhed er der virkelig noget at vinde, når du salter præcist efter forholdene og samtidig kan tage højde for kommende vejrforhold,” fortæller Karsten Fog.

Hilltip Smartstrik er indstillet i kategorien ”Øvrigt materiel”, mens den fuldelektriske ”stand on”-klipper FURY MeanGreen skal kæmpe om æren i kategorien ”Små maskiner”. Klipperen er med sine 80 eller 90 centimeters bredde smal nok til at komme ind af havelåger og rundt på kirkegårdens stier og er let at hoppe på og af.

Nellemann Machinery A/S har hele tre nyheder indstillet til innovationsprisen. To fuldelektriske, First Green læssemaskiner og verdensnyheden VREDO Fluid Feeder (foto) der uden kemi kan bekæmpe gåsebillelaver i græsplæner.

Nyheder til alle og til græsspecialister

Hos Nellemann Machinery A/S er salgs- og marketingschef Lars Rævsager stolt over at kunne præsentere hele tre nyheder på standen – to Danmarksnyheder og en Verdensnyhed.

”Vores to Danmarksnyheder fra First Green sætter nye standarder for kraft og rækkevidde, når det gælder 100% elektriske løftemaskiner. De kan løfte henholdsvis 400 og 1.200 kilo og køre hele arbejdsdagen på én opladning. Det er maskiner på henholdsvis hjul og bælter, som er ideelle til anlægsgartnere, kommuner, udlejning og entreprenører som skal navigere på smalle arealer. Men First Green er ikke bare en skovl og en pallegaffel, men faktisk en fuldelektrisk redskabsbærer, hvor du kan montere stubfræser, kædegraver, kost og lige netop det, som du har brug for,” fortæller Lars Rævsager.

Mens Danmarksnyhederne hos Nellemann Machinery A/S kan bruges overalt i den grønne branche, er firmaets verdensnyhed – VREDO Fluid Feeder – straks mere specialiseret.

”På landets golfbaner og idrætsanlæg må man ikke længere bruge kemi, så greenkeepere og groundsmen er næsten chanceløse, når det gælder gåsebillelarver. Her håber vi, at denne spritnye maskine kan være svaret. Den skærer ned igennem græstørven og placerer nematoder, en naturligt forekommende bakterier, der direkte går ind og begrænser gåsebillelarverne, så man forhåbentlig kan undgå de helt ødelagte plæner, der opstår, når fuglene er på jagt efter larverne, ” fortæller Lars Rævsager, der ser frem til, at Dansk Golfunion i efteråret begynder at teste metoden på en golfbane i Danmark.

De indstillede maskiner

Se hele listen over de 28 indstillede maskiner på Have & Landskabs hjemmeside HER.

FAKTA: Have & Landskab

Have & Landskab afholdes på ZBC Jernbjerggaards arealer i Slagelse den 30. og 31. august samt 1. september 2023. Udstillingen er gratis at besøge for fagfolk og er åben alle tre dage fra 9:00-16:00.

Have & Landskab er ejet og arrangeret af de fire centrale parter i den grønne branche: Danske Planteskoler, Københavns Universitet, Danske Anlægsgartnere og Maskinleverandørerne – Vej, Park & Anlæg.

Læs mere, hent gratis billet (HER) og følg udviklingen frem mod HL23 her på hjemmesiden eller på vores sociale medier.