En grøn branche i forandring samledes igen til HL21
(OBS! Hent masser af fotos i høj opløsning HER)
10.220 fagfolk fik fornyet fagligheden på Have & Landskab ’21, som bød på både banebrydende innovation, live-forskning, Danmarksmesterskaber og ikke mindst gensynsglæde overalt på udstillingsarealerne.
”Jeg synes virkelig, at stemningen i år har været fantastisk. Og at vi runder 10.000 besøgende, er mildest talt imponerende, når branchen har rygende travlt, og der har været usikkerhed omkring Coronasituationen,” siger Have & Landskabs bestyrelsesformand og adjungeret professor ved Københavns Universitet, Palle Kristoffersen. Han håber, at de mange fagfolk har suget til sig af den enorme viden og nytænkning, som har været til rådighed under de tre udstillingsdage i Slagelse.
”På en udstilling med faglige aktiviteter, kurser og 248 udstillere kan ingen nå at se det hele. Men det springer i øjnene, hvordan sindssygt hurtigt hele konverteringen til el-redskaber og –maskiner går. Det rykker, og det rykker hurtigere, end vi havde drømt om. Se bare på vinderen af Maskinleverandørernes Innovationspris, som er en fuldelektrisk redskabsbærer, der kan køre hele dagen og hverken har hydraulikslange eller noget. Eller konceptet Nem Hæk, som gør det muligt at plante færdige hække hurtigt uden nævneværdige løft, mens fagligheden er stadig på plads. Eller se på antallet af hedvandsanlæg til ukrudtsbekæmpelse på belægninger. Til HL19 var der måske fem. I år er der 25 at vælge imellem, så der sker virkelig noget derude. Og så må jeg også lige nævne, at udstillingen er blevet mere sammenhængende og helstøbt,” siger Palle Kristoffersen.
Madsituationen var ikke ok
Hos udstillingsleder Dina Overgaard har der været et væld af begejstrede tilbagemeldinger over udstillingen og ikke mindst de nye tiltag med test- og demoarealer og DM, mens KUs buskprojekt og Fagligt Forum for alvor er ved at blive etableret som fast og interessant del af udstillingen. På ét område har mange gæster dog ikke været tilfredse, fortæller udstillingslederen.
”Madsituationen har på mange områder været uacceptabel med lange køer, og vi vil gøre alt, der står i vores magt for at forhindre, at det sker igen. Det skal være bedre, og sådan er dét. Jeg ved, at forhold som toiletforhold og bespisning er altafgørende for at have en god udstilling. Der har både være leverandører, som har sprunget fra og andre, som ikke har levet dét, de har lovet, men det ændrer ikke på, at det er vores ansvar, at alle dele af et besøg på Have & Landskab er i orden, og det var køerne ved madboderne ganske enkelt ikke,” fastslår Dina Overgaard.
Klar til HL23
En af de besøgende, som til gengæld kun havde ros til årets Have & Landskab er anlægsgartner og teamleder hos HedeDanmark A/S, Regitze Rejnholt Larsen.
”Det er rart at møde tidligere kollegaer, og der er virkelig mange gode stande. Mest er det fedt at se, hvordan hele faget ændrer og forandrer sig. Folk brænder for dét, de laver og det er meget interessant at høre de nye idéer og løsninger, som folk arbejder med rundt omkring. For det er jo en rigtig bred udstilling,” pointerer hun.
Ude på Maskinmarken kan Per Lindholm, partner i Lindholm Maskiner A/S, heller ikke finde mange skyer på himlen efter HL21.
”Når vi tager hjem i dag, er det med armene over hovedet, og der er ikke skyggen af tvivl om, at vi kommer igen i 2023. Vi var lidt spændt på antallet af gæster i kølvandet på Corona, men selvom der var lidt færre end sidst, så har det i dén grad været de rigtige besøgende. Det er en af grundene til, at Have & Landskab uden tvivl er den vigtigste udstilling for os,” siger Per Lindholm, der med Lindholm Maskiner A/S har deltaget på alle Have & Landskab-udstillinger, siden firmaet blev stiftet for 12 år siden.
Om de 10.220 gæster
Alle 10.220 er unikke besøgende, der er scannet ved indgangene. Hvis folk er kommet to eller tre dage på udstillingen, tæller de stadig kun én gang. Ingen ansatte eller de 1.938 personer, der hentede billet, fordi de er tilknyttet en udstiller, er talt med i besøgstallet.
TAK FOR I ÅR – VI SES TIL HL23!!